Visualiser din kvindekraft



Kreativ workshop med tekstilkunstner Tine Rosa Ebdrup om og med kvindekraft, -energi og genbrugsmaterialer.

Workshop 8/3 2025
Varighed: 2 timer
Deltagere: max. 20 personer (sidder i grupper på 5 personer)
Hvor: Mødelokale på 1. sal


På workshoppen arbejder vi med at udtrykke kvindekønnet, kvindekraften og den feminine energi i genbrugstekstiler. Det kan være i strik, hækling eller som stofcollage.

Vi starter med at kigge indad og reflektere lidt i grupper over, hvad kvindekraft og feminin energi er:
- Hvordan mærker du den?
- Hvornår kommer den til udtryk?
- Hvornår holder du den tilbage?
- Og hvorfor?
- Hvornår ser du den i andre?

Og derefter visualiserer du din egen kraft og energi i tekstiler:
- Hvordan ser din egen kvindekraft og feminine energi ud?
- Hvilke farver har den? (klare, dæmpede, mørke, lyse)
- Hvilken form? (kantet, afrundet, samlet, spredt ud)
- Hvilke materialer vil du bruge? (fine, grove, blanke, matte)
Vi arbejder med genbrugstekstiler - sengetøj, duge, tøj der strimles og reste- og genbrugsgarn.
Vil du gerne strikke eller hækle, skal du kunne det på forhånd.

På workshoppen bliver du præsenteret for, hvordan Tine Rosa Ebdrup, tekstildesigner og - kunstner selv arbejder med at udtrykke kvindekønnet i strik og hvad der ligger af tanker bag hendes værker.
Tine er optaget af kvinders rolle i samfundet og verden - både i fortiden, nutiden, herhjemme og i andre lande. Hendes værker tager derfor udgangspunkt i kvindekraft og feminin energi.
Hun mener, verden har brug for en større balance mellem det maskuline og det feminine. At kvindekønnet skal ud i lyset! Det skal op på væggen som kraft- og frugtbarhedssymbol, for at minde kvinder om egen styrke og eget værd. Tines værker er strikkede i en kombination af garn og de tekstiler der traditionelt blev håndteret af kvinder - genbrugssengetøj, -duge, - kvindetøj.

Medbring
- Hvis du vil strikke eller hækle, så medbring egne strikkepinde og hæklenåle. Rundpinde med lange wirer (80 cm) giver ofte flest muligheder. Pindstørrelser fra 8 og op, er bedst til stofstrimler.
- Evt. garnrester til et fælles bord.
- Saks.