Vælg dato herover og derefter klik på det tidspunkt du ønsker at se filmen nedenfor. Find mere information om filmen længere nede på siden.
Dynebio - Marts 2025
Fra 5 år - 49 min.
Tankebobler - En lille film om venskab
Instruktør: Karsten Kiilerich
En tegnet dokumentarfilm om børns filosofiske tanker om venskabet på godt og ondt. Baseret på interviews med børn mellem 5 og 9 år illustrerer filmen humoristisk og rørende deres tanker og teorier i en stil inspireret af deres egne tegninger.
DFI distribution. Danmark, 2013. 5 min. Dansk tale. Tilladt for alle.
Lille søster kanin
Instruktør: Eva Eriksson
Storebror skal passe lillesøster Kanin. Hun er stadig for lille til at tale, men til gengæld kan hun skrige rigtig højt. Denne frejdige fabel om moderne familieliv med travle, udearbejdende forældre og selvstændige, aktive børn er en vidunderlig tegnefilm. Kaninuniverset vil få alle storebrødre og lillesøstre til frydefuldt at nikke genkendende til løjerne. Midt i morskaben er der masser af mening at hente for både store og små mennesker.
DFI distribution. Sverige 1988. 22 min. Dansk tale. Tilladt for alle.
De fantastiske 3
Instruktør: Esben Tønnesen
Det er fortæl-om-dine-forældres-arbejde-dag i klassen, og 8-årige Casper - klassens nørd - skal fortælle om sin fars kedelige job i kommunens borgerservice. Casper har dog en trumf i ærmet. Hans far har nemlig en hemmelig identitet som superhelt i den kommunalt ansatte trio De Fantastiske 3.
DFI distribution. Danmark 2009. 13 min. Dansk tale. Tilladt for alle.
Sallies historier - Pigen, der huskede det hele
Instruktør: Peter Hausner, Søren Tomas
Alle har travlt i den lille by. Fra de står op, til de går i seng. Men så pludselig en dag har alle glemt, hvad de plejede at gøre. Hvad gør man, når man er stået op? En lille pige har heldigvis ikke glemt noget som helst, så hun kan fortælle alle menneskerne, hvad de plejede at gøre. Sådan næsten da.
DFI distribution. Danmark 1998. 7 min. Dansk tale. Tilladt for alle.
Pris: 30,- kr. inc. popcorn og juice.